’Realisme’

Kamp om ord er som oftest en lidt fjollet beskæftigelse, men visse ordkampe bør man tage, og kampen om ’realismen’ tager jeg gerne.

Først lærer man, at realisme er noget med ikke at forholde sig alt for verdens-fjernt til verden, d.v.s. man skal forholde sig til verdens realiteter. Det kan vi kalde dagligdags-begrebet om realisme. Gid vi bare kunne holde os til dette, men så nemt skal det altså ikke være.

Læser man lidt statskundskab, finder man ud af, at realisme-begrebet her er blevet kapret af folk, der mener, at aktører – stater, firmaer, interessegrupper, individer etc. – er selvcentrerede og instrumentelt rationelle. At kigge ’realistisk’ på verden betyder således at betragte aktører i en ekstremt reduceret forståelse af dem, eftersom der selvsagt er masser af andre motivationer til handling for mennesker end målrationalitet og selvoptimering; værdier og ideologi, fx. Og i analyserne kommer disse ’realister’ til systematisk at ignorere disse motivationer. Her må man altså konstatere, at ’realismen’ er dybt urealistisk. Det værste er, at statskundskabs-realismen sandsynligvis er bidragende til netop at reproducere de strukturer, der presser aktører til at forblive selvcentrerede.

Det fører os videre til politik. Analyser af ’det politiske spil’ fokuserer netop (alt for) ofte på de strategiske overvejelser forbundet med de politiske aktørers selvoptimerende interessekamp. Dette fjerner fokus fra politikkens substans – dvs. det, politik reelt handler om; politikkens indhold. Ikke desto mindre er analytikere af 'det politiske spil', med deres snævre fokus på politikkens form, i deres selvforståelse gerne 'realister' i den forstand, at de ser sig selv som afslørende, hvad der i realiteten foregår i det politiske liv.

For de fleste politiske partiers vedkommende har de også et ekstremt snævert blik for, hvad der er strategisk ’realistisk’ for dem at få gennemført; eller hvad der er ’politisk muligt’, som det hedder sig. ’Realisme’ er her et andet ord for populisme; dvs. idéen om, at man må tilpasse sin politik til en dominerende diskurs for at få politisk indflydelse. Denne ’realisme’ får liberale partier til at gennemføre anti-liberale reformer og socialistiske partier til at forsvare (eller ’acceptere’, hvilket fra en realistisk betragtning er det samme) anti-social politik.

Også her må man konstatere, at ’realismen’ er dybt urealistisk, eftersom man a priori har indsnævret mulighedshorisonten i uhørt grad. Helt banalt negligerer man muligheden for at ændre de institutionaliserede praksisser og diskurser, der definerer den populisme, man på ’realistisk’ vis tilpasser sig til – og hermed bidrager man til at reproducere selvsamme diskurs, hvormed tunnelsynets position kan bekræfte sig selv. Man må gå ud fra, at en liberalist eller en socialist gerne vil have real-iseret sine liberale eller sociale idéer; men det forekommer mig i så fald umiddelbart som en ret dum idé – dvs. som en dybt u-realistisk strategi – at støtte anti-liberal/-social politik og reproducere selv samme strukturer, der besværliggør realiseringen af ens idealer. Jeg opridser et godt eksempel på en sådan urealistisk 'realisme' her, i øvrigt.

Læser man filosofi, så begynder det som bekendt for alvor at ramle. ’Realisme’ har her for det meste den betydning, at visse virkelighedstræk er uafhængige af vores begreber, bevidsthed, meninger, tanker etc. Internt i filosofien er der selvfølgelig stor uenighed om, hvordan dette nærmere skal forstås, og det er selvsagt nogle længere debatter, man kan åbne her, ligesom om alt filosofisk; debatter, som nogle af os gerne bruger et helt liv på at diskutere… Der er ganske mange vægtige ’anti-realistiske’ pointer, som enhver filosofisk realist må tage seriøst, og det giver mening at være anti-realist på mange områder af vores virkelighed (om end nok ikke så mange som mange nutidige ’konstruktivister’ tror…).

Et problem er, at en form for universel anti-realisme er så etableret som en selvfølgelighed i visse filosofiske miljøer, at man som erklæret filosofisk realist på mange områder ofte får skudt i skoene at være positivist, dogmatiker, verifikationist, naiv, tilhænger af repræsentationsteori for erkendelse eller andet snavs; hvormed dialogen slutter. Et fællestræk for sådanne rygmarvsreaktionære indvendinger er, at de ofte udelukker enhver nuancering af debatten og kaster stråmænd om sig. (Og ofte er der en simpel kategorifejl på spil, i og med at epistemiske og ontologiske begreber forveksles).

Således opererer både realister og anti-realister ofte med et komplet konfust begreb om, hvad ’realisme’ er for en størrelse. Ikke desto mindre: Keep it real!

Venstrefløjen bør komme ind i kampen

Jeg har denne kommentar i Information i dag:

Et udbredt politisk ræsonnement er dette: Man må rykke sig værdipolitisk til højre, hvis man vil have indflydelse i dagens Danmark, for det er dér, der er stemmer at hente. Store dele af venstrefløjen accepterer derfor dominerende traditionelt højreorienterede værdiorienteringer som politisk vilkår. Skal man gøre sig gældende, må man signalere stram indvandrerpolitik og være tough on crime, og man skal bruge en nationalistisk retorik.

Socialdemokraterne og SF kender logikken: S har fulgt den i en årrække efterhånden, og SF har på det seneste fulgt den med stor vælgersucces. Man vil helst ikke begå politisk selvmord ved at tale denne dominerende diskurs imod, og det kan i hvert fald slet ikke komme på tale at påpege den politiske nationalisme som grundlæggende problematisk.

En tilsyneladende bekræftelse af denne logiks gyldighed findes i Enhedslistens og Radikale Venstres forsvindende vælgertal. Kun disse to partier holder fast i en forældet idealisme, der fratager dem enhver mulighed for reelle input til den politiske dagsorden.

Bag store dele af venstrefløjens hengivelse til den højre-drejede værdiorientering ligger selvfølgelig idéen om, at man skal starte med at erobre magten ‘på realistisk vis’, hvorefter man da kan søge at ændre tingene til det bedre i egen retning. Som Villy Søvndal formulerer det: »At gå på kompromis med sine idealer er ikke det samme som at give afkald på dem« (Politiken 5. januar 2010).

Selvfølgelig ikke, men er det en god strategi?

På kort sigt, givetvis. Men på længere sigt er strategien ikke bare dårlig, den er fatal for det projekt, centrum-venstre egentlig står for: Et humant velfærdssamfund.

Et banalt men undervurderet problem ved denne alt for simple logik er det åbenlyse faktum, at man på væsentlige områder kommer til at give køb på sine egne grundværdier, når man kopierer sin modstanders politik: Om det er en borgerlig eller en centrum-venstre-regering, der administrerer eksempelvis 24-års-reglen, er som sådan ligegyldigt. Den er stadig en anti-humanistisk pseudo-løsning på det alvorlige problem med tvangsægteskaber og et brud på menneskers ret til at blive gift.

Ved at hoppe på den højre-nationale værdipolitiske vogn accepterer man værdispørgsmålenes afgørende status i moderne politik. Dette er en vigtig politisk erkendelse. Men man negligerer fuldstændig de institutionaliserede værdiers formbare natur. Man lader sig passivt regere af en dominerende værdi-diskurs i stedet for aktivt og søge at præge meningsdannelsen. Præmissen synes at være, at man kun kan have reel indflydelse ved at være i regering; en forestilling, der fuldkommen negligerer et klart mod-eksempel, der ligger lige for: nemlig at Dansk Folkeparti nærmest har domineret den danske værdipolitik de sidste 10 år uden at have været i regering. Nogle ville sige, at regeringen nærmest har ladet sig regere af DF’s idealer.

Når man som f.eks SF i disse dage i pragmatikkens hellige navn hopper med på en højre-nationalistisk retorik, så har vi ikke bare at gøre med en klog vilje til kompromis: Man bidrager til at stadfæste en bestemt værdiorientering som det nødvendige politiske udgangspunkt - man bidrager til at normalisere den. Således er man med til at opretholde det, man ellers gerne skulle bekæmpe. Det er ikke pragmatik, det er decideret dårlig strategi, hvis altså politisk substans er målet og ikke kun muligheden for formel indflydelse.

Centrum-venstre kunne være langt mere offensiv i udviklingen af en alternativ måde at tale om tingene - anerkende værdi-diskursernes afgørende status i moderne politik, men aktivt søge at præge debatten frem for at lade sig køre rundt i manegen. Dette kræver selvfølgelig modet til at tænke langsigtet, hvilket synes at være politisk svært at mobilisere. Men det er ikke desto mindre en nødvendig forudsætning for reelle politiske forandringer i mere human retning.

Når de borgerlige blæser til kulturkamp, bør centrum-venstre samle handsken op. Ikke for at hoppe med på den højredrejede og nationalistiske vogn og dermed reproducere et samfundsproblem - som S og SF har tendens til det i øjeblikket - men ved at tage sin kritisk-humanistiske arv seriøst og udvikle en selvstændig globalt orienteret værdipolitik. Politiske værdier skal i et demokrati hverken forsvares eller missioneres. De skal opretholdes og udvikles i en kritisk debatkultur. En sådan kan ikke eksistere, hvis selv oppositionen af strategiske hensyn accepterer modstandernes måde at tale om problemerne på.

Anti-anti-Habermas

Jeg tror, at mange i min generation af studerende på et tidspunkt har fået Habermas galt i halsen. Han var i slut-90’erne og start-00'erne for alvor blevet mainstream mode-filosof/-sociolog, og det var svært at tale akademisk om filosofiske og samfundsrelaterede spørgsmål uden nærmest at være tvunget til at tale om kommunikativ handlen, herredømmefri dialog, diskursetik, system og livsverden mm. Har man oven i købet kastet sig ud i læsning af primærtekster af Habermas, så ved man, at det dælme kræver lidt arbejde, hvis man altså gerne vil forstå, hvad han skriver. Habermas skriver ofte unødigt snørklet og kan nærmest ikke skrive en sætning uden at henvise til og inddrage 14 andre teoretikere.

Dette har ført til en decideret Habermas-aversion hos mange, som jeg har mødt. Desværre, for mange gode pointer går dermed tabt. Især har jeg erfaret, at kritik af Habermas ofte baserer sig på overfladiske læsninger af ham eller decideret fejllæsninger. (Se fx her og her).

En meget ofte hørt indvending er den, at Habermas er naiv, fordi han fastholder normative begreber såsom en en borgerlig offentlighed eller muligheden for en herredømmefri dialog. Debat og kommunikation er ’inficeret’ af magtspil, fordomme mm., og det overser Habermas, ræsonneres det. Problemet med denne kritik er, at Habermas netop ikke overser dette. Ofte er denne ’inficering’ af kommunikationen selve pointen hos Habermas. Det ændrer blot ikke ved, at idealet om den frie og åbne kommunikation består - det er et regulativt ideal, hvilket betyder, at det er et mål, vi stiler efter – om må stile efter.

For Habermas er det moderne oplysningsprojekt netop svært at gennemføre i dag, fordi visse tankelogikker – systemer – har tendens til at ’kolonisere’ vores ’livsverden’ eller vores dagligdags (sproglige) ansigt-ansigt omgang med hinanden. Særligt markedslogikkens konkurrencementalitet og statslige bureaukratiske stivnede tankemåder dominerer de mellemmenneskelige relationer og står dermed i vejen for, at vi gensidigt kan forstå hinanden. Dette er ikke en ny pointe, men en god gammel slager i den kritisk teoretiske tradition. (Hvilket Rune Lykkeberg i øvrigt pointerer fint her). Det, der er det nye ved Habermas i denne sammenhæng, i forhold til fx den tidlige Frankfurterskole er, at han ekspliciterer den normative forudsætning om, at systemerne ikke bør dominere. Han har med andre ord en teori om, hvorfor vi bør kritisere systemerne; en teori, der ikke sidder fast i gammel-marxistisk klassetænkning om falsk bevidsthed, essentielle klasse-interesser og historiske nødvendigheder, men som alligevel fastholder og forsøger at rekonstruere den kritiske brod fra den marxistiske tradition.

Hvis der er noget, som den kritiske tænkning mangler i dag, så er det en klar redegørelse for egne forudsætninger. Kritik har de facto altid målestokke. Spørgsmålet er, om den tør vedkende sig dem, og om de er velbegrundede. Habermas udmærker sig ved at have en grundigt gennemarbejdet teori om det normative.

Den forståelses- og konsensusrettede kommunikation eller herredømmefri dialog er for Habermas den elementære socialt integrerende funktion i livsverden. Livsverden skal i det habermasianske begrebsunivers forstås som indbegrebet af de intersubjektive meningsstrukturer, der udgør et givet fællesskabs forståelseshorisont, og afgørende: Konstituerer den normative grundinstans, som enhver kritik må basere sig på. Ifølge Habermas er det altså den kommunikative forståelse, der udgør det førvidenskabelige normative princip, som enhver kritik må bero på.

Hvad angår Habermas’ snørklede skrivemåde kan man på den ene side sige, at det er et kedeligt levn fra visse dele af måske især den tyske akademiske tradition, som han nok burde lægge fra sig; især i lyset af hans forsvar for oplysnings-projektet. Har man læst tysk idealisme ved man, hvad jeg taler om.

På den anden side er der også en saglig grund til, at akademiske skriverier er, som de er. For det første må man anerkende, at seriøs forskning foregår og må foregå med fagtermer, som ikke-fagligt kompetente ikke umiddelbart forstår. Alt andet ville være en unødig hæmning af forskeren i hans arbejde, og formidling må derfor snarere være journalisters opgave. Det er som om, at dette forskningsvilkår anerkendes bredt, når vi taler om naturvidenskab. Der gives anerkendende nik, når der jongleres med formler, men hvis samfundsforskeren eller humanisten siger eller skriver en svær sætning, så anses det for en art snobberi og mødes med spørgsmålet: ”Hvorfor siger du det ikke bare ligeud?”. Desværre er komplekse pointer ofte ikke lige til at ’sige ligeud’, med mindre man benytter umådeligt lang tid på det. Jeg er stor tilhænger af så klart et sprog som muligt. Men ikke af at begrænse forskningens arbejde med krav om dagligdags tale.

Hvad angår de mange henvisninger hos Habermas kan man også pointere, at denne skrivemåde er én måde at reagere metodisk som fallibillistisk tænker, som Habermas, der så vidt muligt forsøger at medtænke sin egen betingethed og fejlbarlighed i sine skriverier. Habermas ved, at han står på skuldrene af en lang filosofisk og sociologisk tradition, der udgør selve forudsætningen for hans egen tænkning. Man tænker ikke i et tomrum. At bringe tænkningen ’videre’ er ikke ensbetydende med det komplette brud med traditionen, men at tænke med den uden at forfalde til blot at overtage den ureflekteret. En oplagt metodisk konsekvens af denne indstilling er at skrive ’synoptisk’ i betydningen at skrive ved at inddrage og eksplicitere de traditioner, man står på skuldrene af – uden altså at overtage deres pointer dogmatisk.

Jeg har personligt lært at holde af en sådan fremstilling: Det kan være hamrende hårdt at komme igennem, men til gengæld får man smæk for skillingen. Man kan jo vælge at se det som en lille ekstra ’bonus’, at man, når man har læst Habermas, også har fået lidt at vide om (Habermas’ forståelse af) Durkheim, Weber, Marx, Kant, Hegel m.fl. Hertil kan man pointere, at den brede viden om tænkningens historie ofte er noget, der er komplet fraværende i dag selv for en universitetsuddannet; dertil er der simpelthen for meget stof at sætte sig ind i og kunne overskue. Oversigtslitteratur kan betragtes som et nødvendigt onde.

Der kan selvfølgelig også være mere sagligt relvante grunde til en Habermas-aversion. Habermas kritiseres, med rette er jeg overbevist om, for et ensidigt fokus på sproget og det diskursive. Honneth har blandt andre kritiseret det ensidige fokus på mulighedsbetingelserne for herredømmefri dialog. Det benægtes på ingen måde, at det regulative ideal om den kommunikative handlen indeholder normative potentialer, men det påpeges, at det er utilstrækkeligt som normativt udgangspunkt for en social-kritisk tænkning. Der gives simpelthen systematiske normative krænkelser hinsides sfæren af det, der manifesteres sprogligt. Det diskursive blik er ikke i tilstrækkelig grad forankret i de konkrete problemer, som udstødte og undertrykte mennesker står i. Også Habermas' transcendental-pragmatiske (eller universal-pragmatiske) ’løsning’ på filosofiens begrundelsesproblemer har sine problemer (som må være emnet en anden god gang…).

Uanset: Kritik er altid godt, også af Habermas. Men lad den basere sig på det, som Habermas egentlig står for frem for en karikatur af den – uanset eventuelle kvalmetendenser med rod i de glade 90’ere, hvor alt for mange troede, at dialog var løsningen på alverdens problemer, og Habermas i nogle miljøer blev ophøjet til guru.