Kamp om ord er som oftest en lidt fjollet beskæftigelse, men visse ordkampe bør man tage, og kampen om ’realismen’ tager jeg gerne.
Først lærer man, at realisme er noget med ikke at forholde sig alt for verdens-fjernt til verden, d.v.s. man skal forholde sig til verdens realiteter. Det kan vi kalde dagligdags-begrebet om realisme. Gid vi bare kunne holde os til dette, men så nemt skal det altså ikke være.
Læser man lidt statskundskab, finder man ud af, at realisme-begrebet her er blevet kapret af folk, der mener, at aktører – stater, firmaer, interessegrupper, individer etc. – er selvcentrerede og instrumentelt rationelle. At kigge ’realistisk’ på verden betyder således at betragte aktører i en ekstremt reduceret forståelse af dem, eftersom der selvsagt er masser af andre motivationer til handling for mennesker end målrationalitet og selvoptimering; værdier og ideologi, fx. Og i analyserne kommer disse ’realister’ til systematisk at ignorere disse motivationer. Her må man altså konstatere, at ’realismen’ er dybt urealistisk. Det værste er, at statskundskabs-realismen sandsynligvis er bidragende til netop at reproducere de strukturer, der presser aktører til at forblive selvcentrerede.
Det fører os videre til politik. Analyser af ’det politiske spil’ fokuserer netop (alt for) ofte på de strategiske overvejelser forbundet med de politiske aktørers selvoptimerende interessekamp. Dette fjerner fokus fra politikkens substans – dvs. det, politik reelt handler om; politikkens indhold. Ikke desto mindre er analytikere af 'det politiske spil', med deres snævre fokus på politikkens form, i deres selvforståelse gerne 'realister' i den forstand, at de ser sig selv som afslørende, hvad der i realiteten foregår i det politiske liv.
For de fleste politiske partiers vedkommende har de også et ekstremt snævert blik for, hvad der er strategisk ’realistisk’ for dem at få gennemført; eller hvad der er ’politisk muligt’, som det hedder sig. ’Realisme’ er her et andet ord for populisme; dvs. idéen om, at man må tilpasse sin politik til en dominerende diskurs for at få politisk indflydelse. Denne ’realisme’ får liberale partier til at gennemføre anti-liberale reformer og socialistiske partier til at forsvare (eller ’acceptere’, hvilket fra en realistisk betragtning er det samme) anti-social politik.
Også her må man konstatere, at ’realismen’ er dybt urealistisk, eftersom man a priori har indsnævret mulighedshorisonten i uhørt grad. Helt banalt negligerer man muligheden for at ændre de institutionaliserede praksisser og diskurser, der definerer den populisme, man på ’realistisk’ vis tilpasser sig til – og hermed bidrager man til at reproducere selvsamme diskurs, hvormed tunnelsynets position kan bekræfte sig selv. Man må gå ud fra, at en liberalist eller en socialist gerne vil have real-iseret sine liberale eller sociale idéer; men det forekommer mig i så fald umiddelbart som en ret dum idé – dvs. som en dybt u-realistisk strategi – at støtte anti-liberal/-social politik og reproducere selv samme strukturer, der besværliggør realiseringen af ens idealer. Jeg opridser et godt eksempel på en sådan urealistisk 'realisme' her, i øvrigt.
Læser man filosofi, så begynder det som bekendt for alvor at ramle. ’Realisme’ har her for det meste den betydning, at visse virkelighedstræk er uafhængige af vores begreber, bevidsthed, meninger, tanker etc. Internt i filosofien er der selvfølgelig stor uenighed om, hvordan dette nærmere skal forstås, og det er selvsagt nogle længere debatter, man kan åbne her, ligesom om alt filosofisk; debatter, som nogle af os gerne bruger et helt liv på at diskutere… Der er ganske mange vægtige ’anti-realistiske’ pointer, som enhver filosofisk realist må tage seriøst, og det giver mening at være anti-realist på mange områder af vores virkelighed (om end nok ikke så mange som mange nutidige ’konstruktivister’ tror…).
Et problem er, at en form for universel anti-realisme er så etableret som en selvfølgelighed i visse filosofiske miljøer, at man som erklæret filosofisk realist på mange områder ofte får skudt i skoene at være positivist, dogmatiker, verifikationist, naiv, tilhænger af repræsentationsteori for erkendelse eller andet snavs; hvormed dialogen slutter. Et fællestræk for sådanne rygmarvsreaktionære indvendinger er, at de ofte udelukker enhver nuancering af debatten og kaster stråmænd om sig. (Og ofte er der en simpel kategorifejl på spil, i og med at epistemiske og ontologiske begreber forveksles).
Således opererer både realister og anti-realister ofte med et komplet konfust begreb om, hvad ’realisme’ er for en størrelse. Ikke desto mindre: Keep it real!
12 maj 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
7 kommentarer:
Ja, keep it real! Spændende og velformuleret blogindlæg med en masse gode pointer (som sædvanlig) men jeg har også lige et par indvendinger! ;-)
Søren: Læser man lidt statskundskab, finder man ud af, at realisme-begrebet her er blevet kapret af folk, der mener, at aktører – stater, firmaer, interessegrupper, individer etc. – er selvcentrerede og instrumentelt rationelle. At kigge ’realistisk’ på verden betyder således at betragte aktører i en ekstremt reduceret forståelse af dem, eftersom der selvsagt er masser af andre motivationer til handling for mennesker end målrationalitet og selvoptimering; værdier og ideologi, fx. Og i analyserne kommer disse ’realister’ til systematisk at ignorere disse motivationer. Her må man altså konstatere, at ’realismen’ er dybt urealistisk.
Ja, muligvis, hvis man antager, at realismen skulle være fuldkommen blind overfor de motivationer. Men der er vel også en vis sandhed i den politiske realisme, da den jo netop betoner, hvorledes man ofte indenfor international politik fokuserer på de nationale interesser og sikkerhed frem for ideologi og moral. Hvilket vel blev meget godt illustreret med klimakonferencen i København, hvor de fleste lande fokuserede langt mere på magtpolitik end de reelle politiske (klima)forhandlinger.
Søren: Det værste er, at statskundskabs-realismen sandsynligvis er bidragende til netop at reproducere de strukturer, der presser aktører til at forblive selvcentrerede.
Ja, eller også er det mange års erfaringer med krig og fjendskab, der presser landene til at forblive selvcentrede i en eller anden grad. Derudover så er det vel også stadig således, at en markedsfordel for Kina er en ulempe for f.eks. Taiwan og dermed har alle lande vel også altid en eller anden form for rationel interesse i at se efter deres egne interesser. Selvom dette problem naturligvis er mindst for de rige lande, da de har langt mere (økonomisk) overskud til at se på de mere ideologiske og moralske spørgsmål.
Søren: For de fleste politiske partiers vedkommende har de også et ekstremt snævert blik for, hvad der er strategisk ’realistisk’ for dem at få gennemført; eller hvad der er ’politisk muligt’, som det hedder sig. ’Realisme’ er her et andet ord for populisme; dvs. idéen om, at man må tilpasse sin politik til en dominerende diskurs for at få politisk indflydelse. Denne ’realisme’ får liberale partier til at gennemføre anti-liberale reformer og socialistiske partier til at forsvare (eller ’acceptere’, hvilket fra en realistisk betragtning er det samme) anti-social politik.
Ja, eller også har du bare en for traditionel opfattelse af partierne som værende enten liberale eller sociale. Måske er virkeligheden bare, at partierne henter deres værdier fra flere forskellige ideologier og man dermed ikke kan kategoriserer dem i de traditionelle ideologiske kasser. Det har jeg lige skrevet et blogindlæg om her. Men hensyn til den sidste kommentar med anti-social politik, så stammer det jo nok fra Socialdemokraternes lidt hykleriske forsvar af folkeskolen, hvor blandt andet Frederiksen tidligere har sagt, at privatskolerne er ghettoer, hvor ”De stærkeste børn af de stærkeste forældre flygter derhen. Og det undergraver den sociale mobilitet” hvorefter flere fra partitoppen selv vælger at sender deres børn i privat skole - så fik de vist placeret sig selv i det sociale hierarki!
Søren: For de fleste politiske partiers vedkommende har de også et ekstremt snævert blik for, hvad der er strategisk ’realistisk’ for dem at få gennemført; eller hvad der er ’politisk muligt’, som det hedder sig. ’Realisme’ er her et andet ord for populisme; dvs. idéen om, at man må tilpasse sin politik til en dominerende diskurs for at få politisk indflydelse.
Den form for realisme har jeg ikke hørt om før – men vi er vel stadig enige om, at politisk realisme betegner en teori indenfor international politik? Derudover er det ”der er ’politisk muligt” vel også altid resultatet af et demokrati som det danske – hvor man altid ender med en eller anden form for politisk kompromis.
Søren: Også her må man konstatere, at ’realismen’ er dybt urealistisk, eftersom man a priori har indsnævret mulighedshorisonten i uhørt grad. Helt banalt negligerer man muligheden for at ændre de institutionaliserede praksisser og diskurser, der definerer den populisme, man på ’realistisk’ vis tilpasser sig til – og hermed bidrager man til at reproducere selvsamme diskurs, hvormed tunnelsynets position kan bekræfte sig selv.
Ja, men her forudsætter din kritik jo også, at der skulle være et ønske om at ændre de institutionaliserede praksisser og diskurser i det internationale samfund – men er der i virkeligheden det? Eller med andre ord er du realistisk? :-)
Man må gå ud fra, at en liberalist eller en socialist gerne vil have real-iseret sine liberale eller sociale idéer; men det forekommer mig i så fald umiddelbart som en ret dum idé – dvs. som en dybt u-realistisk strategi – at støtte anti-liberal/-social politik og reproducere selv samme strukturer, der besværliggør realiseringen af ens idealer.
Måske skyldes det, at partierne både har sociale og liberale værdier og dermed er det ikke selvmodsigende at støtte den pågældende politik. Jeg mener ikke, at dansk politik generelt er så sort og hvid.
Hej Louise
’Mange års erfaringer med krig og fjendskab’ er selvfølgelig en faktor, der bidrager til, at lande forbliver selvcentrerede. Men er det rationelt? Næppe. Overnationale institutioner er langt mere effektive fredsskabere end kortsigtede nationale selvoptimeringer. Men det har i øvrigt ikke så meget med pointen som sådan i min kritik af IP-realismen at gøre; snarere var pointen, at det er urealistisk at antage (som ’realisterne’), at vi altid og nærmest principielt agerer rationelt og selvoptimerende.
Hvis teoretikere (og andre) bliver ved at sige, at det det eneste realistiske scenario er, at de stærke lande sætter deres særinteresser igennem, ja så er teoretikerne med til at lukke blikket for de REELLE muligheder for, at det kunne være anderledes – så er det en selvopfyldende profeti.
Om folk generelt ønsker at ændre de internationale praksisser? Jeg tror, det er de færreste, der tænker disse tanker særlig konkret. Men jeg tror også, at det er de fleste, som gerne ville løse eller undgå de problemer, der opstår til dels pga. den globale politiske verdens opbygning. Min pointe er ikke at spå om fremtiden – skal jeg være helt ærlig, så er jeg ret pessimistisk indstillet på dette område, men sig det ikke til nogen :O). Mit problem er, at mange – heriblandt såkaldte ’realister’ i IP – er med til at stadfæste idéen om, at det ikke ER muligt, eller endda farligt, at lade andre idéer sætte dagsorden end den, der dominener; bl.a. ved at kalde denne ekstremt snævre mulighedshorisont for den realistiske. Og særligt fordi de ikke indser, at det er er forestillinger og ikke 'naturlove', der opretholder de nationalstatslige tendenser til selvoptimering.
Realismen i IP (IR) er vel nærmest pr. definition blind overfor andre parametre end aktørernes selvoptimerende interesser – man kan måske tilføje tesen om tendering mod magtbalance og aktørernes økonomiske og især militære formåen som relevante faktorer også. Selvfølgelig er der ’neo-realister’ og andet godtfolk, der ikke er komplet blinde for andre motivationer, men sådanne teoriretninger har ofte karakter af ad hoc-løsninger på det grundlæggende snævre metodiske udgangspunkt, som jeg kritiserer...
Men bevares, realismen som analysemodel kan udmærket forklare en masse handlinger i et internationalt politisk system, hvis overnationale systemer er stærkt begrænsede, og hvor det politiske liv stadig udspiller sig mestendels på nationalstatsligt niveau. Min pointe er, at det primært er denne struktur i det internationale system, der presser aktørerne. Men det er helt afgørende at have for øje, at denne struktur er KONTINGENT, og når alt kommer til alt en tankekonstruktion, som vi kan og bør lave om på. Den opretholdes imidlertid som ideologi (og en problematisk af slagsen), og når IP-realismen ophøjer strukturen til at være ’det realistiske’ blik på virkeligheden – underforstået: det der er i overensstemmelse med realiteterne nu og ikke mindst i fremtiden, med mindre man er 'naiv idealist' – så bidrager den til at selvfølgeliggøre den struktur, der er kontingent (og burde ændres). Klimakonferencen er godt eksempel på hele problemstillingen. Jo, den floppede pga. særinteresser (fanget i fange-dilemmaer, kunne man tilføje). Men det er jo ikke ensbetydende med, at der ikke også er helt afgørende moddiskurser, der sætter sit præg på det politiske. Og irrationelle handlinger!
Jeg havde ikke så meget politisk hykleri i tankerne.
SF er et godt eksempel på et parti, der har lavet sin politik om i et ’realistisk’ ærinde. Det har jeg uddybet i mit forrige blogindlæg. Jeg er udmærket klar over, at mange partier har mange forskellige værdiorienteringer, der bryder med de klassiske fordelingspolitiske og kombinerer idéer på kryds og tværs i forhold til traditionen. Men du vil vel ikke benægte, at SF gerne vil have et mere socialt samfund, alt andet lige, og at Venstre, alt andet lige, gerne vil have et liberalt orienteret samfund? Pointen er at påpege en dybt irrationel, eller bare kortsigtet, tankegang hos fx de to partier i – samtidig med, at deres ekstremt kompromissøgende tilgange til politik i deres selvforståelse netop er ’den realistiske’. Begge partier har accepteret asociale og uliberale tiltag for magtens skyld, selv om de både officielt og i deres selvforståelse fastholder kernen i deres traditionelle ideologier. Søvndal har fx blankt indrømmet, at fx 24-års-reglen ikke er noget, partiet støtter, men noget de ’accepterer’ for at få indflydelse. Det, der for mig at se er hovedproblemet i denne tilgang til ’politisk realisme’ (som selvsagt ikke er en etableret teori) er, at man bare accepterer tankestrukturerne, der definerer den politik, man for at være ’realistisk’ anser det nødvendigt at tilpasse sig til; en ’stram’ – jeg vil kalde det en både stam og uliberal – flygningepolitik, fx. I stedet for at søge at præge folks holdninger, sætte en radikal anden dagsorden, giver man køb på egne principper. Og man mister komplet blikket for, at man i sin snævre opfattelse af det ’realistiske’ eller ’politisk mulige’ selv er med til at stadfæste de diskurser, der præger debatten, og som man ofte i realiteten gerne så lavet om. Hvis vi skal blive i eksemplet: Hvis SF gerne ser en anden flygningepolitisk dagsorden, hvilket jeg tror, de gør, så ville det være mere ’realistisk’ – rationelt – af dem på lang sigt at søge at ændre flygtningestrammer-diskursen, der dominerer det politisk liv.
Den bedste forklaring på mange af partiernes mudder af holdninger i dag er i øvrigt ikke, for mig at se, at de på fornuftig vis drager erfaringer fra de forskellige traditioner, som du synes at mene i dit blogindlæg. Havde det bare været så vel! Jeg tror, at betegnelsen ’markedsparti’ definerer partierne bedre. Dvs. de deponerer groft sagt mange af deres holdninger i meningsmålinger og dominerende diskurser for at ’købe’ sig indflydelse. Men det er selvfølgelig en længere snak…
Hej Søren! :-D
Søren: ’Mange års erfaringer med krig og fjendskab’ er selvfølgelig en faktor, der bidrager til, at lande forbliver selvcentrerede. Men er det rationelt? Næppe. Overnationale institutioner er langt mere effektive fredsskabere end kortsigtede nationale selvoptimeringer.
Ja, men det forudsætter jo tillid i en eller andre grad, hvilket sjældent er til stede mellem nationer i tilspidsede situationer.
Søren: Hvis teoretikere (og andre) bliver ved at sige, at det det eneste realistiske scenario er, at de stærke lande sætter deres særinteresser igennem, ja så er teoretikerne med til at lukke blikket for de REELLE muligheder for, at det kunne være anderledes – så er det en selvopfyldende profeti.
Muligvis. Men tror du, at en forandret retorik med mere fokus på fordelene ved overnationale institutioner vil ændre på f.eks. Kinas syn på fastsættelsen af klimamål?
Søren: Om folk generelt ønsker at ændre de internationale praksisser? Jeg tror, det er de færreste, der tænker disse tanker særlig konkret.
Nej, sikkert ikke, men gør du (spørg jeg interesseret)? Selvom jeg vist svagt erindrer en af vores tidligere diskussioner om NATO!
Søren: Men jeg tror også, at det er de fleste, som gerne ville løse eller undgå de problemer, der opstår til dels pga. den globale politiske verdens opbygning. Min pointe er ikke at spå om fremtiden – skal jeg være helt ærlig, så er jeg ret pessimistisk indstillet på dette område, men sig det ikke til nogen :O).
Ha ha! Bare rolig, jeg siger det ikke til nogen! :-D
Søren: Men bevares, realismen som analysemodel kan udmærket forklare en masse handlinger i et internationalt politisk system, hvis overnationale systemer er stærkt begrænsede, og hvor det politiske liv stadig udspiller sig mestendels på nationalstatsligt niveau. Min pointe er, at det primært er denne struktur i det internationale system, der presser aktørerne. Men det er helt afgørende at have for øje, at denne struktur er KONTINGENT, og når alt kommer til alt en tankekonstruktion, som vi kan og bør lave om på. Den opretholdes imidlertid som ideologi (og en problematisk af slagsen), og når IP-realismen ophøjer strukturen til at være ’det realistiske’ blik på virkeligheden – underforstået: det der er i overensstemmelse med realiteterne nu og ikke mindst i fremtiden, med mindre man er 'naiv idealist' – så bidrager den til at selvfølgeliggøre den struktur, der er kontingent (og burde ændres). Klimakonferencen er godt eksempel på hele problemstillingen. Jo, den floppede pga. særinteresser (fanget i fange-dilemmaer, kunne man tilføje). Men det er jo ikke ensbetydende med, at der ikke også er helt afgørende moddiskurser, der sætter sit præg på det politiske. Og irrationelle handlinger!
Flere gode pointer! :-)
Søren: Begge partier har accepteret asociale og uliberale tiltag for magtens skyld, selv om de både officielt og i deres selvforståelse fastholder kernen i deres traditionelle ideologier.
Dette kan selvfølgelig godt være tilfældet nogle gange, men nogle gange handler det også om mere utraditionelle kombinationer af værdier. Hvilket du også medgiver: ”Jeg er udmærket klar over, at mange partier har mange forskellige værdiorienteringer, der bryder med de klassiske fordelingspolitiske og kombinerer idéer på kryds og tværs i forhold til traditionen”.
Søren: Søvndal har fx blankt indrømmet, at fx 24-års-reglen ikke er noget, partiet støtter, men noget de ’accepterer’ for at få indflydelse. Det, der for mig at se er hovedproblemet i denne tilgang til ’politisk realisme’ (som selvsagt ikke er en etableret teori) er, at man bare accepterer tankestrukturerne, der definerer den politik, man for at være ’realistisk’ anser det nødvendigt at tilpasse sig til; en ’stram’ – jeg vil kalde det en både stam og uliberal – flygningepolitik, fx.
Super godt med et konkret eksempel!
Søren: I stedet for at søge at præge folks holdninger, sætte en radikal anden dagsorden, giver man køb på egne principper.
Det er vist ikke her, hvor jeg skal skrive: at det virker meget idealistisk, vel? :-D
Søren: Og man mister komplet blikket for, at man i sin snævre opfattelse af det ’realistiske’ eller ’politisk mulige’ selv er med til at stadfæste de diskurser, der præger debatten, og som man ofte i realiteten gerne så lavet om.
Hvorvidt der er tale om en snæver opfattelse af realisme og hvad der er politisk muligt er jo afhængigt af en vurdering, men du har da helt klart en pointe med at bestemte diskurser godt kan påvirke udfaldet af forhandlingerne (inden de overhovedet er gået i gang)!
Søren: Den bedste forklaring på mange af partiernes mudder af holdninger i dag er i øvrigt ikke, for mig at se, at de på fornuftig vis drager erfaringer fra de forskellige traditioner, som du synes at mene i dit blogindlæg. Havde det bare været så vel! Jeg tror, at betegnelsen ’markedsparti’ definerer partierne bedre. Dvs. de deponerer groft sagt mange af deres holdninger i meningsmålinger og dominerende diskurser for at ’købe’ sig indflydelse. Men det er selvfølgelig en længere snak…
Ha ha! Tja... Jeg tror, at jeg vælger (at prøve på) at fastholde min naive tro på, at folk ikke sælger ud af deres politiske holdninger til fordel for magt og indflydelse – selvom det er svært, når man tænker på Klaus Bondam osv osv. Her er jeg måske lidt idealistisk! ;-)
Send en kommentar