Venstrefløjen bør komme ind i kampen

Jeg har denne kommentar i Information i dag:

Et udbredt politisk ræsonnement er dette: Man må rykke sig værdipolitisk til højre, hvis man vil have indflydelse i dagens Danmark, for det er dér, der er stemmer at hente. Store dele af venstrefløjen accepterer derfor dominerende traditionelt højreorienterede værdiorienteringer som politisk vilkår. Skal man gøre sig gældende, må man signalere stram indvandrerpolitik og være tough on crime, og man skal bruge en nationalistisk retorik.

Socialdemokraterne og SF kender logikken: S har fulgt den i en årrække efterhånden, og SF har på det seneste fulgt den med stor vælgersucces. Man vil helst ikke begå politisk selvmord ved at tale denne dominerende diskurs imod, og det kan i hvert fald slet ikke komme på tale at påpege den politiske nationalisme som grundlæggende problematisk.

En tilsyneladende bekræftelse af denne logiks gyldighed findes i Enhedslistens og Radikale Venstres forsvindende vælgertal. Kun disse to partier holder fast i en forældet idealisme, der fratager dem enhver mulighed for reelle input til den politiske dagsorden.

Bag store dele af venstrefløjens hengivelse til den højre-drejede værdiorientering ligger selvfølgelig idéen om, at man skal starte med at erobre magten ‘på realistisk vis’, hvorefter man da kan søge at ændre tingene til det bedre i egen retning. Som Villy Søvndal formulerer det: »At gå på kompromis med sine idealer er ikke det samme som at give afkald på dem« (Politiken 5. januar 2010).

Selvfølgelig ikke, men er det en god strategi?

På kort sigt, givetvis. Men på længere sigt er strategien ikke bare dårlig, den er fatal for det projekt, centrum-venstre egentlig står for: Et humant velfærdssamfund.

Et banalt men undervurderet problem ved denne alt for simple logik er det åbenlyse faktum, at man på væsentlige områder kommer til at give køb på sine egne grundværdier, når man kopierer sin modstanders politik: Om det er en borgerlig eller en centrum-venstre-regering, der administrerer eksempelvis 24-års-reglen, er som sådan ligegyldigt. Den er stadig en anti-humanistisk pseudo-løsning på det alvorlige problem med tvangsægteskaber og et brud på menneskers ret til at blive gift.

Ved at hoppe på den højre-nationale værdipolitiske vogn accepterer man værdispørgsmålenes afgørende status i moderne politik. Dette er en vigtig politisk erkendelse. Men man negligerer fuldstændig de institutionaliserede værdiers formbare natur. Man lader sig passivt regere af en dominerende værdi-diskurs i stedet for aktivt og søge at præge meningsdannelsen. Præmissen synes at være, at man kun kan have reel indflydelse ved at være i regering; en forestilling, der fuldkommen negligerer et klart mod-eksempel, der ligger lige for: nemlig at Dansk Folkeparti nærmest har domineret den danske værdipolitik de sidste 10 år uden at have været i regering. Nogle ville sige, at regeringen nærmest har ladet sig regere af DF’s idealer.

Når man som f.eks SF i disse dage i pragmatikkens hellige navn hopper med på en højre-nationalistisk retorik, så har vi ikke bare at gøre med en klog vilje til kompromis: Man bidrager til at stadfæste en bestemt værdiorientering som det nødvendige politiske udgangspunkt - man bidrager til at normalisere den. Således er man med til at opretholde det, man ellers gerne skulle bekæmpe. Det er ikke pragmatik, det er decideret dårlig strategi, hvis altså politisk substans er målet og ikke kun muligheden for formel indflydelse.

Centrum-venstre kunne være langt mere offensiv i udviklingen af en alternativ måde at tale om tingene - anerkende værdi-diskursernes afgørende status i moderne politik, men aktivt søge at præge debatten frem for at lade sig køre rundt i manegen. Dette kræver selvfølgelig modet til at tænke langsigtet, hvilket synes at være politisk svært at mobilisere. Men det er ikke desto mindre en nødvendig forudsætning for reelle politiske forandringer i mere human retning.

Når de borgerlige blæser til kulturkamp, bør centrum-venstre samle handsken op. Ikke for at hoppe med på den højredrejede og nationalistiske vogn og dermed reproducere et samfundsproblem - som S og SF har tendens til det i øjeblikket - men ved at tage sin kritisk-humanistiske arv seriøst og udvikle en selvstændig globalt orienteret værdipolitik. Politiske værdier skal i et demokrati hverken forsvares eller missioneres. De skal opretholdes og udvikles i en kritisk debatkultur. En sådan kan ikke eksistere, hvis selv oppositionen af strategiske hensyn accepterer modstandernes måde at tale om problemerne på.