Mere lykkepositivisme.Det står skrevet i den kritiske vagthunds-journalistiks højborg, Urban, at lykkepostivisterne nu har fundet frem til, at vejen til lykken går via lavere sundhedsudgifter (Urban 10/12/08). For man har nu målt en ’sammenhæng’ mellem højere lykke og lavere sundhedsudgifter.
Lykkepositivist og økonom Christian Bjørnskov udtaler: ”Er man mindre lykkelig, har man sandsynligvis mere fokus på alt, hvad der kan gå galt i ens liv, mens lykkelige mennesker er mere tilbøjelige til at tænke: Det går nok. Eftersom det, regeringer gør, i sidste ende afspejler befolkningens holdninger, investerer lykkelige lande mindre i sundhedsvæsenet”.
Argumentationen bag er helt hen i vejret på så mange niveauer. Jeg vil i det følgende se bort fra den himmelråbende naive forestilling om en lige linje mellem befolkningens holdninger og regeringers handlinger (og hvem er i øvrigt befolkningen i bestemt ental?). Jeg vil fokusere på selve lykke-argumentationen.
Bjørnskov har åbenbart målt en korrelation mellem det forhold, at en befolkning er lykkelig(ere) og det forhold, at man bruger færre penge på sundhedsvæsnet. Der flere klassiske statistiker-fejl, der kan begås her: Man kan bytte om på årsag og virkning, ofte er korrelationen tilfældig og altså ikke udtryk for en årsagssammenhæng, og ofte er der langt flere faktorer i spil end de to fænomener; faktorer, der ikke med mening kan negligeres. Det er de to sidstnævnte, jeg hælder til, at Bjørnskov falder i:
At man kan måle, at folk i lande med lavere udgifter udtaler, at de er mere lykkelige, betyder næppe, at de lavere udgifter er årsagen til større lykke. Det gode gamle McDonald’s -eksempel på, hvor absurd denne argumentation ofte er, kan bringes på banen her: For noget tid siden kunne man måle, at de lande i verden, hvor McDonald’s havde slået sig ned, de havde ikke bekriget hinanden. Heraf konkluderede man, at McDonald’s er årsag til fred… Kunne der være andre ting, der spillede ind? Kunne det være en tilfældighed?
(Eksemplet er i øvrigt en parafrase over det klassiske og meget benyttede demokrati-eksempel i samfundsdebatten. Prøv at erstatte ’McDonald’s’ med ’demokrati’, så fremstår argumentationen langt mindre fremmed, men det bliver den selvfølgelig ikke mindre absurd af).
Den absurde politiske opfordring ligger lige for for lykkepositivisten: Vi vil gerne være lykkelige. Jo mindre sundhedsvæsen, des lykkelige. Ergo må vi skære ned på sundhedsudgifterne.
Udover de ovennævnte induktions-problemer ligger der bag ræsonnementet en altdominerende idé om, at hvis vi tænker positivt, bliver vi mere lykkelige. Når jeg står i jordens længste kø nede i Netto med 100 kg varer, en tis-lugtende ældre herre foran mig, en fornærmet brokkende dame ved siden af mig, der forsøger at inddrage mig i, hvor upodragne Netto-medarbejdere er, en ældre dame der, når en ny kasse åbnes, fra at have stået nede bag i køen via en spurt, der er en quarterback værdig, formår at komme først i den nye kø, alt sammen kombineret med at min Ipod er løbet tør for batteri – jamen så bliver jeg vitterlig mere lykkelig af mantraet: Tænk positivt! Det virker.
Men prøv at fortælle én, der er alvorlig syg og på hospitalet, at hans sygesikringsbetalte behandling på baggrund af evidensbaseret forskning er blevet erstattet af brugerbetaling og/eller forlænget ventetid samt en opfordring til at tænke positivt… Tror næppe, at hans lykke stiger nævneværdigt. Heller ikke på det lange sigt – Økonomens sigt – hvor vi alle sammen som bekendt er døde. (Mere om Økonomi med stort Ø her).
Den pointe, at lykke har sin pris – måske også på din sundhed og længden af din tid på jorden – er såmænd god nok (se her om lykkens mørke sider), selv om det med sundheden nok skal tages med et gran salt. Men herfra til at konkludere den absurditet, at lavere sundhedsudgifter er vejen til lykken, det er langt ude… Det er dårlig tænkning eller anti-social politisk dagsorden forklædt som forskning.
