Religiøs oplysningskritik

Den religiøse kritik af den umoralske ateist, som Eksistens-bloggen kritiserer her, er et godt gammelt oplysningskritisk ærinde, der igen-igen dukker op, og som er værd at kigge nærmere på. Den trættende ofte skingre og dogmatiske debat, der i nogle kredse kører imellem ateister og religiøse, skal ikke skygge for, at vi har at gøre med en oplysningskritik, der også rummer gode pointer.

Det er afgørende at fastholde det, jeg vil hævde er reelle - og vigtige - erfaringer i den religiøse kritik af ateisten:

1. Moral kan ikke bortreduceres. Fordringer er en del af den menneskelige tilværelse. En del ateister reducerer rent faktisk enhver teleologi væk fra vores tilværelse. De reducerer moral til følelser eller konventioner etc., hvilket synes at være en scientistisk reduktionisme - en unødig abstraktion fra basale førteoretiske erfaringer af mødet med medmennesket i den konkrete levede virkelighed.

2. Mennesket er begrænset. Afvisningen af det guddommelige slår ofte om i nye perverterede religiøse tankesystemer, der blot sætter nye menneskelige produkter på Guds plads, det være sig Individet, Klassen, Kulturen, Markedet eller lignende. Reelt kommer disse 'sekulariserede' absolutter til at fungere som undertrykkende magtredskaber.

Det er ofte disse to erfaringer, der ligger bag kritikken af 'den umoralske ateist'. Det er altså værd at have for øje, at den religiøse ateismekritik rummer gode pointer. Problemet med den er, at argumenterne kan stå for sig selv - de forudsætter ikke nødvendigvis Guds eksistens.

ad. 1:
I en førmoderne kultur kan man ikke skelne mellem det hellige og det moralske. Som Durkheim har påpeget, har det det hellige og det moralske netop en fælles begrebs-historisk oprindelse. Moralske kategorier tænkes simpelthen i religiøse termer, hvorfor ateisme i en forstand implicerer umoral. Men i moderne samfund er kritikken et vilkår - det er ganske enkelt blevet muligt at skelne de to kategorier - moral og religion - fra hinanden. Hermed erfares det, at man begår en kategorifejl, når man slutter fra det religiøse og det moralskes fælles historiske oprindelse til en nødvendig implikation imellem dem. Kristendommen har utvivlsomt været afgørende for udviklingen af de konkrete vestlige, moralske normsæt. Men er kristendommen da nødvendig forudsætning for normativitet per se? Man kan lige så vel tænke sig, at religiøsitet udspringer historisk af et behov for - eller basale erfaringer af - normativitet som at det omvendte er tilfældet; at normerne udspringer af det religiøse. Således instantierer de religiøse moralnormer måske snarere dennesidige erfaringer af normativitet end omvendt.

ad. 2:
Denne religiøse kritik kritiserer ateisten for i virkeligheden at være religiøs. Den forudsætter et skel mellem den perverterede og den rigtige religiøsitet, sidstnævnte den religiøse kritikers egen selvfølgelig. Problemet er, at vi helt basalt kun ukritisk kan opretholde et religiøst system. Det absolutte udgangspunkt, som er religiøsitetens kendetegn, kan kun fastholdes dogmatisk. Skal kritikken af ateisten - der pointerer menneskets essentielle begrænsethed og således fastholder 'noget større', der begrænser det - fastholdes på fornuftspræmisser, må den interessante påstand være, at det simpelthen er umuligt at anerkende,at mennesket er begrænset uden at være religiøs. Dette forekommer dog at være en meget mærkelig påstand, idet der er en lang tradition i den vestlige verden, i den kritiske tradition, for at fastholde tænkningen på netop ikke-religiøse præmisser samtidig med fastholdelsen af menneskets principielle begrænsethed eller endelighed. Dette 'noget', der begrænser mennesket, kan vel sagtens være dennesidige forhold? Menneskets principielle situerethed, fx, rettet mod en virkelighed, der ikke kan anskues fra alle vinkler samtidig, og/eller hvis struktur måske sågar er principielt uafhængig af, hvad vi mener om den?

Vi kan altså læse reelle erfaringer ud af den religiøse ateismekritik, uden at den på nogen måde er tvingende eller bare sandsynliggørende argumentation imod ateisme. Måske skulle en engageret agnosticisme på banen i debatten?