Debattens værdi (og ikke et ord om ytringsfrihed!)

Som lærervikar i en idrætstime havde jeg for noget tid siden følgende debat med en elev fra 7. klasse, som jeg gentagende gange udviste fra en fodboldkamp til næste scorede mål:

Eleven: ”Du kører på mig, du er racist”

Mig: ”Jeg kører ikke på dig, du kan lade være med at hele tiden at brokke dig og lave frispark. Og det har intet med din baggrund at gøre, at jeg smider dig ud, tværtimod vil det være racisme at særbehandle dig.”

Eleven: ”Jamen det er mig, du hele tiden smider ud – det er fordi, jeg er tyrker”.

Mig: ”Nej, det er fordi, det hele tiden er dig, der laver frispark og brokker dig”.

Eleven: ”De andre laver også frispark og brokker sig”.

Mig: ”Ja, og de, som har brokket sig og har lavet frispark, har jeg også smidt ud. Men du har nu engang lavet flere frispark og brokket dig mere end de andre”.

Eleven: ”Nej, det er fordi, du er racist”.

Mig: ”Men det er et faktum, at du har brokket dig mere end de andre og har lavet flere frispark – kunne det ikke være den simple årsag til, at du er blevet smidt mere ud? Og jeg er altså ikke racist. Jeg har været engageret antiracist siden jeg var teenager, og har i øvrigt masser af tyrkiske venner.”

Eleven: ”Det er min mening, at du er racist”

Mig:” Jamen det er en forkert mening”

Eleven: ”Du kan ikke sige, jeg har en forkert mening. Jeg har ret til at have min mening!”

Mig: ”Tjaa… Næh, det kan jeg egentlig ikke se, hvorfor du har guddommelig ret til, når nu den er så åbenlyst forkert.”

Eleven: ”Du er racist”.

Det er min påstand, at elevens debatform er et ganske fint eksempel på – symptomatisk for – hvordan debat ofte fungerer i dag, også i den brede offentlige debat: Enhver erkendemæssig autoritet er i udgangspunktet i en forhandlingssituation, og det anses for en guddommelig ret at have en hvilken som helst mening, uanset hvor ubegrundet og ukvalificeret denne er. Inspireret af min kære elev, og i øvrigt af en debat på Louises blog (her), vil jeg kigge nærmere på emnet.

Debat er helt afgørende for vores samfund og prises også ofte som sådan. På det politiske niveau er der demokratisk tradition for at fastholde idealet om den åbent debatterende borgerlige offentlighed som helt afgørende i det offentlige liv: Folkets styre af sig selv indebærer, at folket – borgerne – udtrykker fællesskabets vilje gennem åbne og konstruktive diskussioner. Politikken bliver så at sige først fornuftig og demokratisk, når den beror på diskussioner af de politiske emner. Den politiske proces, og særligt den borgerlige deltagelse heri, er politisk legitimerende. Når politikere i dag kritiseres for at bedrive blokpolitik, skinner dette ideal igennem. Eller når politikerne kritiseres for ikke at ’lytte’ til befolkningen. Og når kritikken rejses, at politik reduceres til kontraktpolitik eller til interessekamp, skinner idealet igennem.

Og når borgere kritiseres for manglende politisk engagement, skinner det igennem. Folkelig debat og deltagelse på alle niveauer er afgørende for den traditionelle (republikanske) idealtypemodel for demokratiet, hvorfor det også vægtes højt i uddannelserne, at man tør have en mening og stå ved den. Optimeringen af borgeres engagerede stillingtagen har stået som en helt central oplysningsvirksomhed. Derfor er også de stadigt større kommunikationsmuligheder, navnlig internettet, blevet fremhævet som demokratiske vidundere.

Men.

Det må konstateres, at et ensidigt fokus på at engagere flere i debat ikke nødvendigvis gør en debat mere kvalificeret. Tværtimod er det i dag ofte det modsatte, der rent faktisk sker.

Debatter lukker om sig selv, diskussionsforummer bliver højborge for navlepilleri, personangreb og mudderkastning (se fx her...). Den typiske engagerede internet-borger, fx, har snarere fundet sig nogle legekammerater, han i forvejen var enig med, end han har udnyttet nettet til at blive klogere. Sammen kan man i debatklubberne hetze sine fjendebilleder og klappe hinanden på ryggen for derved igen og igen at bekræfte hinanden i at være enige. I en ellers konfus og flydende virkelighed falder debattørernes verden dermed nemmere på plads, hvilket jo er dejligt overskueligt og betryggende (mere om dette her).

Nutidens store kommunikationsmuligheder og det enorme informationsflow skaber ikke bare problemer med at orientere sig, som det ofte påpeges. Værre endnu bidrager disse forhold på et mere basalt plan til at svække individers kritiske dømmekraft. Som den tyske pædagogiske teoretiker Thomas Ziehe har påpeget det, fører det uendelige udbud af enhver tænkelig position i en debat snarere end en generel udvidelse af videnshorisonten, til muligheden for hele tiden at kunne bekræfte det, man tror, man ved i forvejen, dvs. sine ubegrundede fordomme. Hermed præges mange mennesker – særligt unge, der i dag fødes ind i informationssamfundet – af et tunnelsyn, dvs. et permanent snævert blik på virkeligheden. Et blik, der har meget svært ved at indoptage ’fremmedhed’, altså elementer der ikke i forvejen er genkendelige i deres livsverden. Den uendelige informationsstrøm gør det netop altid muligt at undgå en udfordring af det genkendelige. Det er altid muligt, og umiddelbart ganske mere behageligt, at blive bekræftet.

Bagsiden af informationssamfundet og den radikaliserede moderne virkeligheds frigørende opgør med autoriteterne – ingen er i udgangspunktet metafysisk privilegeret til at vide mere end andre – er således, at credoet ’anything goes’ ofte bliver karakteriserende for debat.

Men viden, sandhed, værdi og normativitet kan ikke reduceres til føleri og kulturelle konventioner. Demokratiets legitimitet må bestå i det formelle ideal at det er det mindst ringe system til at udvikle en fornuftig politik. Debat må af samme grund have som sit primære formål at udbrede større viden – og åbne mulighederne for større syn på sagerne. Offentlig debat må fastholdes som en nødvendig betingelse for udviklingen af en epistemisk kvalificeret baggrund for politikken. Det er på tide at fokusere langt mere på debatters reelle indhold og kvalitet end på kvantiteten af borgere, der udtaler sig og har en mening. Der er masser af meninger i dag, men mange kan ofte reduceres til det nonkognitivistiske ”Buh” eller ”Hurra”! Og argumentationen til det dogmatiske ”fordi det mener jeg!” (”og jeg er ikke den eneste…”).

Oplysningsvirksomhed handler således ikke i dag om det kantianske ’hav mod til at vide’. Der er masser, der tør mene alt muligt. Det er snarere selve evnen til at tage begrundende stilling, kritisk og selvkritisk – altså selve dømmekraften – det halter med, og som oplysningsvirksomhed må fokusere på.

Dette fordrer ikke mindst et fokus på de myter, der dominerer debatterne, fx den nævnte, at bare man siger sin mening, er det godt nok. Det handler ikke om på elitær teknokratisk vis at udelukke den såkaldt ’almindelige’ mand fra den offentlige debat og overlade arenaen til eksperterne med de velbegrundede holdninger eller lignende. Slet ikke. Det handler om at efterleve det (utopiske) oplysningsideal om at udvikle et demokrati, der består af myndige og kompetente borgere og politikere, som politisk styrer sig selv i fællesskab på fornuftig vis, et ideal der i dag forsvinder bag rettighedsfundamentalisme og kulturkamp.

Dette fordrer måske vigtigst af alt, at vi tager et kritisk blik på de mere institutionelle sider af sagen: Folkeskolen, fx, reproducerer i dag i stor stil det nævnte tunnelsyn (læs mere om skolen her).

Hvilket bringer os tilbage til begyndelsen. Elevens tåbelige påstand, om at jeg er racist, udspringer ikke af ond vilje, men af en ægte overbevisning. Han er opvokset i et samfund, hvor alt er til konstant forhandling. Læreren, forældrene, politimanden, de voksne slet og ret, har ingen aura af autoritet længere, for selv eleven ved, at læreren og de andre kan tage fejl og ofte gør det. Og eleven kan helt basalt altid google den modsatte mening end den, læreren giver udtryk for, hvorfor fejlbarligheden nærmest står printet i panden på enhver underviser, ja enhver der påkalder sig autoritet. Ideelt set fører dette forhold til, at eleven udvikler en sund refleksiv distance til selve det at have en overbevisning om noget – han bliver en god kritisk tænker, der kan adskille skæg fra snot – også hos sine undervisere og andre myndighedspersoner.

Men det er ikke det, der er sket i den nævnte situation, og det er ikke det, der sker generelt. Tværtimod. Eleven bliver aldrig for alvor udfordret i sine overbevisninger, da han hele tiden kan finde belæg for, at hans egne er de korrekte. Han er blevet immun overfor argumentation, simpelthen. Eleven spørger da bare sidemanden, der også er blevet smidt ud af fodboldkampen: ”Er vores vikar ikke også racist?” Og sidemanden bekræfter overbevisende – hvorefter elevens verden falder på plads. Og senere, når tvivlen atter melder sig, logger han sig på et chatforum med oversriften ”alle vikarer er racister, og jorden er flad”, hvor 10 andre elever kan bekræfte tesen.

Argumentets ’tvangsfrie tvang’ har mistet sin kraft. Dette er katastrofalt for den saglige debats mulighedsbetingelser i dag og et af de væsentligste problemer for vores radikaliserede moderne informationssamfund.

Tjek i øvrigt dette gode interview med Thomas Ziehe om netop disse emner