Mod Oplysning

I 1783 stiller Johan Friedrich Zöllner spørgsmålet "Hvad er oplysning?" i Berlinersche Monatsschrift, hvormed der åbnes op for en klassisk debat om begrebet, og prominente tyske intellektuelle deltager, bl.a. Moses Mendelssohn og Immanuel Kant. Adskillige af de samfundsdebatter, vi roder rundt med i dag – bl.a. den om ytringsfrihed – tager man hul på her, og en undersøgelse af, hvad der kendetegner ’oplyste’ principper, er således yderst relevant i dag.

Men er det såkaldt 'oplyste' eller 'myndige' menneske, der bilder sig ind at benytte sin forstand uden andres ledelse (jf. Kants paradigmatiske bestemmelse af oplysning: Se her eller på engelsk her), ikke blot en anden måde at prise det moderne egocentriske individ, der reelt blot har sat sig selv i Guds sted i blind tro på egne evner?

Eller er oplysningens sekulariserede frihedsprincipper vitterligt absolutte indsigter i universelle normer, som alle bør tage udgangspunkt i og indordne sig under, og som heroisk og med alle midler bør forsvares mod mørkemændene og udbredes til de laverestående civilisationer?

Man kan sige, at den Heroiske 'Oplyser' repræsenterer Modoplyserens karikatur af sagen oplysning. Begge idealtyper bygger på uholdbare bestemmelser af, hvad det giver mening at kalde oplysningsbegrebets kendetegn – både fra en idéhistorisk og en systematisk betragtning. I det følgende er mit fokus udelukkende historisk.

Helt afgørende negligeres det både hos såvel Modoplyseren som den Heroiske 'Oplyser', at oplysningens røde tråd idéhistorisk betragtet snarere er en basal kritisk indstilling, end det er den jubeloptimistiske og missionerende vidensfundament- eller subjekt-tænkning, der også præger perioden, og som ofte ensidigt tilskrives ’oplysning’. Den fremskridtsoptimisme og ihærdige stræben efter sikker viden, som markerer perioden, ledsages af en fremskridtspessimisme og en betoning af erkendelsens begrænsethed og usikkerhed. Fremskridt erkendes først og fremmest som en mulighed, ikke en teleologi.

Man må som det første have øje for det afgørende forhold, at selve den moderne tænknings jagt på den absolut erkendemæssige sikkerhed historisk opstår på baggrund af - dvs. har som sin historiske betingelse - en kritisk skepsis overfor den traditionelle optimistiske Metafysiks lukkede systemtænkning. Voltaire illustrerer dette, når han leverer en skarp satire over den metafysiske optimisme i fortællingen "Candide eller optimismen", hvor vi følger den unge filosof, Candide, der er oplært efter det leibnizianske metafysiske princip, at vi lever i den bedste af alle mulige verdener. Ved at lade Candide gennemgå alverdens grusomheder udpensler Voltaire det absurde i Metafysikerens tese om, at verden ikke kunne være bedre. For oplyseren Voltaire, der tager erfaringen af verdens mangfoldighed af lidelse filosofisk seriøst, fremtræder en sådan stædig metafysisk optimisme simpelthen tåbelig. Voltaires fortælling ekspliciterer den negative erfaring, at det forkromede kosmologiske system er en illusion, og hans fortælling er farvet af en generel pessimisme omkring verdens tilstand.

Jubeloptimismen manes også til jorden, når oplysningsmanden d'Alembert hylder Descartes. Descartes prises ikke for sin spekulative afsondring af subjektet fra sin omverden i jagten på et sikkert vidensfundament – men for at han begynder "med at tvivle på alt".

Oplysningspoeten Alexander Pope udtrykker erkendelsens generelle usikkerhed i sit digt om mennesket:

Born but to die, and reas'ning but to err … Sole judge of Truth, in endless Error hurl'd: The glory, jest, and riddle of the world! … Trace Science then, with Modesty thy guide … Two Principles in human nature reign; Self-love, to urge, and Reason, to restrain…

Og Diderot’s udtale her om menneskets viden indrammer for mig at se ganske godt oplysningens ’ånd’:

... how is it possible that our knowledge should not be uncertain and circumscribed? Our organs are so feeble, and our means so insufficient, our studies so much interrupted our life so much agitated, and the object of our inquiries is of so immense an extent! Let naturalists, philosophers, chemists, and accurate observers of nature in all her works, persevere in their labours incessantly; and after ages of united and continual efforts, the secrets of nature which they will have discovered, when compared to her immense treasures, will be no more than as a drop of water to the vast ocean …

I debatten med den konservative modoplysning, der hævder, at oplysning handler om at kaste alle historiske erfaringer på møddingen og underkende fordommens (i betydningen den for-udgående dom preververet af og udviklet i fællesskabet) nødvendighed, må man fremhæve Voltaire, der udtaler, at der gives ”universelle og nødvendige fordomme”, som er holdbare og brugbare. Og også Mendelssohn taler explicit stærkt imod en ’oplysning’, der tager afstand fra fordomme uden at skelne imellem de sande og de falske af slagsen. Når Gadamer eller andre hermeneutikere lader oplysningen kendetegnes ved troen på det atomare individs forudsætningsløse tænkning, negligeres centrale skikkelser i bevægelsen, og man baserer sig således på stråmandsargumentation.

Overordnet må et dækkende billede af oplysningstænkningen historisk betragtet snarere afbilde den tvetydighed, der karakteriserer den: I oplysningen betones fremskridtets mulighed – verden (herunder tiden) er ikke længere et lukket metafysisk system – men med den altid ledsagende fremhævelse af problemerne omkring fremskridstbestræbelserne. Som den sene Foucault pointerer det, går spørgsmålet om selvstyringen i en moderne tænkning fra starten hånd i hånd med spørgsmålet om, hvordan man ikke bør styres, forstået som den vedvarende sætten spørgsmålstegn ved gældende styrende principper og metoder. At finde fremskridtets og autonomiens rigtige målestok går hånd i hånd med begrænsningen, udfordringen og ændringen af de gældende målestokke. Vejen til den sikre erkendelse anerkendes – ja, vægtes – som besværlig og møjsommelig. Tilbageholdenhed i konklusionerne bliver til en tænkningens dyd, hvilket er ensbetydende med, at den kritiske attitude, der artikuleres, ikke bare er en kritisk distance til traditionen – hvilket den selvfølgelig i høj grad også er, idet opgøret med traditionen er hovedfokus i den klassiske oplysning – men er en kritisk distance til det givne i det hele taget.

Selv den (fejlslagne) klassiske empirisme, som om nogen betoner det givne, evidens og jagten på den sikre erkendelse, præges af den grundlæggende skepsis, der kendetegner moderne tænkning. Oplysernes forbilleder, Locke og Newton, er præget af en basal kritisk attitude, et forhold der ofte negligeres i læsningen af disse to tænkere: Locke anser ikke den sikre viden, som han i sit empiristiske projekt søger at etablere, for absolut. Som han skriver i sit hovedværk, er den metodiske erkendelse snarere udtryk for en stræben efter "certainty as great as human nature is capable of…". Og Newton foregriber den humeske pointe om den induktive fejlslutning:

…And although the arguing from experiments and observations by induction be no demonstration of general conclusions, yet it is the best way of arguing which the nature of things admits of…

Oplysningsprojektet angribes på den ene side for alskens dårligdomme – fra egoisme til Gulag og Holocaust – og oplysningstankerne forsvares på den anden side med en selvretfærdig dogmatik, der ikke er navnet værdigt, da den overser (selv)kritikkens afgørende status. Begge tendenser deler et fortegnet billede af, hvad det giver mening at kalde kendetegnende for oplysning. Oplysning er altså ikke et nyt dogmatisk legitimeringsprojekt, men udbredelsen af en kritisk attitude, der tænker legitimering på ny i forhold til den traditionelle metafysik: Ikke som dogmatiske forsvar eller afvisninger af principper, men som den vedvarende kvalificering – den vedvarende belysning – af principper, hvorfor et ’forsvar for oplysning’ snarere kendes ved sin åbenhed overfor sin modstanders argumenter (herunder også en åbenhed overfor, hvad den ’irrationelle’ modstanders irrationalitet kan være et dårligt udtryk for af fornuft) end ved kravet om ’stå fast’. Fornuftens lys er ikke et absolut udgangspunkt; det absolutte er et resultat, som Hegel formulerer pointen. Netop derfor står den oplyste fornuft ikke nødvendigvis fast, tværtimod er den principielt i potentiel bevægelse: Et ’forsvar’ for den menneskelige fornuft - for oplysningsprojektet - er et forsvar for den vedvarende (selv)kritik, hvilket, helt afgørende, er en anerkendelse af, at den menneskelige fornuft er en fejlbarlig proces.

(Alle referencer kan fås af undertegnede, hvis nogen skulle ønske det)