At høre til

I den traditionelle metafysik er verden karakteriseret ved at give mening. Verden er i sig selv betydningsfuld og god, den er i orden. Både i deskriptiv forstand og normativt. Alt værende, mennesket inklusivt, har sin naturlige plads i en hierarkisk værensstruktur, der placerer tingene i grader af perfektion, og som danner et begrænset, endeligt hele, hvor de enkelte arter placeres i forhold til universelle enhedsprincipper. Det er således et imperativ for mennesket at indordne sig denne værensstruktur, og legitimering af handlinger og samfundets indretning sker i lyset heraf. Menneskets placering i kosmos er i sig selv konstant i betydningen uden udvikling, og den kosmologiske Mening består netop i kraft heraf – ved at mennesket ’hører til’ verden på en bestemt måde.

Denne tankegang har den moderne tænkning i stor grad destrueret, og langt hen ad vejen med god ret. De kosmologiske dogmer hviler ikke længere i sig selv, og er – hvis ikke politisk så i hvert fald i tænkningen – i høj grad afsløret som magtredskaber.

Det forkromede værenssystem har, trods det hypermoderne tvivlsvilkår, som vi alle sammen er indlejret i, ikke desto mindre en tendens til at komme tilbage i nye udgaver, ofte med totalitære og ekstremistiske følger. Dette har selvfølgelig mange årsager.

Én af dem – og for mig at se én af de vigtigste – er, at den traditionelle metafysik, trods dens generelle uholdbarhed, havde fat i en erfaring af et menneskeligt grundvilkår, som vi i den moderne verden i høj grad har tendens til at negligere at tematisere tilstrækkeligt: Behovet for at høre til.

Kritikken af den formulering af det liberale frihedsideal, der sætter tilhøret som frihedens lænke, er selvfølgelig så gammel som den tidlige oplysningskritik, men ikke desto mindre stadig relevant, og problemet opstår igen og igen i nye former. Bag det moderne samfunds utallige patologier gemmer sig ofte et i en moderne virkelighed forvrænget forhold til det at høre til.

På den ene side har vi reaktionære kræfter, der søger behovet stillet ved at fornægte (bevidst eller ubevidst) det moderne opgør med metafysikken og søger tilflugt i nye (ofte sekulariserede) metafysiske Systemer, der bestemmer rammerne for tilhørsforholdene – ofte med totalitære og undertrykkende følger, eftersom rammerne defineres dogmatisk ud fra uholdbart reificerede tankesystemer. Nationalisme, markedsideologi og religiøs fundamentalisme kan nævnes som populære eksempler for tiden.

På den anden side har vi en egentlig fornægtelse af tilhøret som eksistentielt afgørende: Det selvcentrerede individ for hvem frihed fra enhver tvang bliver ideologi – med identitetskriser, depressioner, egoisme, rastløshed og overfladiske relationer til følge.

Tilhøret kan ikke længere bestemmes ud fra et på forhånd fastlagt kosmologisk System. Men det kan heller ikke fornægtes at være afgørende for den menneskelige tilværelse.

Dette har i kulturkritisk perspektiv den afgørende betydning, at enhver kritik må have vilkåret med i betragtning uden at falde tilbage i System-tænkningen. Når (vi) velmenende humanister kritiserer nationalismen, fx, så kræves der først og fremmest ikke en dæmonisering eller en ubesindet nedgørelse af disse reaktionære ’tåber’, der fastholder det nationale fællesskab, som enhver tænkende kan gennemskue er en social konstruktion bygget på kviksand. Der kræves tværtimod først og fremmestet blik for, at den reaktionære fastholdelse af nationen som det definerende fællesskab er udtryk for kompensation for et meningstab. Et tab af en mening, som nationen tidligere har været i stand til danne en (mere eller mindre) legitim ramme om. Der kræves et blik for dette meningstab, som det moderne fællesskab må søge at genskabe uden at falde i de dogmatiske fælder – nemlig tabet af det at høre til.