Munkeøkonomi

Vores samfund har efterhånden fået gjort godt og grundigt op med de munkemarxistiske tendenser på dele af venstrefløjen. Frem for at læse Marx med kritiske briller ophøjende disse ateistiske munke Marx til en guru, hvis tænkning var Sandheden, Vejen og Livet. Den onde Kapital var den dæmoniske undertrykker, der stod i vejen for historiens progressive Subjekt. Ifølge legenden skulle dette subjekt, Proletaren, dog sprænge sine kæder den dag, den historiske materialismes logiske nødvendighed ville det, og tusindårsriget – det kommunistiske samfund – ville komme.

Men i dag er vi klogere. Vi ved, det bare var nonsens på stylter. Munkemarxisterne var håbløst naive i deres overtro.

Har vi da gjort op med Kapitalen?

Kapitalen, eller lad os bare bruge det mere tidssvarende ord Økonomien, har ikke dette skær af ondskab over sig længere, men kuriøst nok har Økonomien stadig status som et selvstændigt væsen, der med sin usynlige hånd bestemmer menneskenes vilkår.

Munkeliberalismen hærger.

Munkeliberalismen gør økonomiens principper til politikkens: Poltisk deltagelse reduceres til forbrug, politiske aktører reduceres til markedsaktører, der køber sig magt ved at deponere sine holdninger i populisme. Økonomerne er vores samfunds vismænd, der kan vejlede om Økonomiens nødvendigheder, fortælle politikerne, eller Økonomiens administratorer, på hvilken måde det vil være mest hensigtsmæssigt at behage økonomiens tilbøjeligheder.

Historien venter ikke i dag på at blive fuldkommengjort. Ifølge munkeliberalismen har den nået sit endepunkt: Ideologierne er døde, der er ikke mere at diskuttere, ikke flere sandheder (eller kun denne ene). Vi lever i (igen...) i den bedste af alle mulige verdener. De falske idoler forsvandt endelig med murens fald, og der er kun nogle forstokkede ekstremister tilbage, som i deres krampetrækninger må holdes for døren eller rette ind.

Det grundliggende dogme for munkemarxismen og munkeliberalismen er basalt den samme: Man hypostaserer økonomien; tillægger den en ontologisk selvstændighed, den ikke besidder. Økonomiske forhold opretholdes af relationer mellem mennesker; økonomien har ingen ’love’, ingen ’nødvendigheder’ uden for menneskers rækkevidde.

Skal idealet om demokrati – menneskets folkelige styre af sig selv – give mening, kan vi altså ikke lade os styre af økonomien, det må være omvendt. Skal vi tage demokratiidealet seriøst, må vi tage et opgør med den munkeliberalistiske afpolitisering af økonomien, der står som et fasttømret dogme i den offentlige sfære, ofte med den konsekvens at blikket vendes bort fra de reelle årsager til sociale krænkelser og katastrofer.

Den bløde videnskabs hårdhed og den hårde videnskabs blødhed – eller videnskabens enhed og differens

Den evindelige boksekamp mellem ’de bløde’ og ’de hårde’ videnskaber forudsætter ufortrødent...

I det blå ringhjørne har vi den hårde naturvidenskabsmand, der hævder at have den ægte videnskabelighed ved hånden. Matematikken og naturvidenskaben er vejene til sandheden. Med udgangspunkt i hårde fakta kan vi forklare naturens fænomener i idealiserede (matematiske) lovmæssigheder, og enhver anden tilgang er pladderhumanistisk spekulation.

I det røde ringhjørne reageres der med pointen om, at naturvidenskab ikke giver mening i forhold til det levede liv, eller det er ligefrem farligt, eftersom naturvidenskab beror på en beherskerlogik (naturen forklares ved praktisk at kunne kontrolleres med teknologi eller i eksperimenter). Den relevante intellektuelle virksomhed tager i stedet afsæt i konkrete sociale praksisser, den har blik for det særegne, for ’differens’ (forskellighed) og er ikke blot passivt observerende, men engageret.

Man må som det første fremhæve relevansen i at fastholde et afgørende skel mellem natur- og humanvidenskab: Kravet om enhedsvidenskab er historisk forbundet med en positivistisk reducering af humanvidenskabens metode: ’Kun det kvantificérbare kan kvalificere som videnskab, ergo må mennesket behandles som en genstand blandt andre genstande’. Resultatet er særdeles problematiske reduceringer af en række særkender ved mennesket, reduceringer af specifikt menneskelige aspekter af tilværelsen – det være sig kulturprodukter eller individuelt bevidsthedsliv – til mekanisk adfærd eller neurologi. Bilder naturvidenskabens sig ind at besidde det absolutte metodiske grundlag for enhver forståelse af virkeligheden, gør den ikke blot vold på fænomenet menneske, den er latent farlig.

Men naturvidenskaben er ikke nødvendigvis magtens redskab. Naturvidenskb kan ikke redeceres til intrumentalisme, men kan være middel til forståelse: Dikotomien forklaring/forståelse overskrides, for så vidt den naturvidenskabelige forklaring - tilbageførelsen af et naturfænomen til en almen regularitet - åbner op for nye erkendelser af virkeligheden og ikke bare bidrager til skabelsen af nye teknologiske dimser eller bomber.

Og det må tilføjes, at også naturvidenskabsmandens begrebsverden er et produkt af konkrete sociale praksisser; selv de nøgterne observationer er ikke ’rene’, men betingede af en forudgående meningsstruktur, hvorfor også naturvidenskabsmanden er 'engageret' i omgangen med sin genstand. Dette berøver dog ikke a priori dens karakter af at være sandhedssøgende.

Netop forestillingen om, at tænkningens betingethed af meningsstrukturerende praksisser i tid og rum skulle implicere, at sandhedssøgen må afskæres fra tænkningen, er kuriøst nok en problematisk præmis, de 'hårde' og de 'bløde' videnskabsteoretikere ofte deler.

Netop sandhedssøgen – defineret minimalt som tankens tilnærmelse til en adækvat udlægning af virkeligheden – kan siges at være enhedsprincippet, enhver videnskab må fastholde. Den tænkende omgang med verden må have sandheden som sit regulative mål; og sandhed er og bliver et absolut begreb. Sandhed kan ikke reduceres til kontingente historiske meningsstrukturer, men er det absolutte resultat, enhver fornuftsvirksomhed må stræbe efter (og heller ikke a priori kan afvise at kunne nå). Forsømmer den intellektuelle først denne opgave, bliver hans virksomhed relativistisk og derfor ligegyldig i den bogstavelige forstand: Lige så Gyldig, som enhver anden tilfældig mening. (Især i betragtning af at humanvidenskaben gør krav på at være menings-fuld er dette en fatal forsømmelse for humanisten!).

Problemet opstår, idet ethvert sandhedskrav antageligvis er fejlbarligt. Sandheden er ikke et absolut udgangspunkt, hvorfra fornuften lyser i dens gloværdighed – heller ikke for naturvidenskaben. Således må den intellektuelle altid medtænke muligheden for, at den forståelse, han de facto holder for absolut sand, måske vil blive negeret. Ja, den redelige intellektuelle vil gøre alt i verden for at negere sin egen overbevisning netop for at kunne holde den for sand. Den typisk humanistiske historisering af sandhedsbegrebet er en reducering af begrebet til den blotte overbevisning – og dermed en lige-gyldig tænkning.

Fornuften må fastholde sandhedsbegrebet som sit enhedsprincip, men uden at gøre vold på sine fænomener: Humanvidenskaben må fastholde sin selvstændighed, ikke ved at opgive tilnærmelsen til den sande forståelse af sit sagforhold – den menneskelige virksomhed – men ved at fastholde, at dens sag ikke kan udlægges fyldestgørende i naturvidenskabens reducerende termer.