Multi- eller monokultur?

Kampen mellem forsvarere af en monokultur på den ene side og forsvarere af det multikulturelle samfund på den anden har efterhånden kørt nogle år. (Siden oplysningstiden, sådan ca., men den er i høj grad blusset op i de vestlige lande i dag…)

Begge lejre har fat i centrale forhold ved det moderne menneskes vilkår, og begge deler en yderst problematisk præmis.

Diskussionens emne udspringer af det faktum, at moderne samfund er pluralistiske; ikke bare som konsekvens af globalisering, men betinget af den refleksive distance til kultur og tradition, ethvert individ har mulighed for.

Multikulturalisten har øje for den ufravigelige fakticitet for mennesket, at i en moderne verden er identiteter flydende. Livsformer kan ikke henføres til et konstant system uden at være potentielt undertrykkende. Multikulturalisten vægter den frigørende faktor, der må siges at ligge i denne pluralisme: Vi er ikke ’bundet’ af det store Fælllesskab, men har muligheden for at mangfoldiggøre et væld af identiteter.

Monokulturalisterne har derimod øjne for de problematiske forhold ved ovenstående vilkår. Uden en samfundsmæssig ’sammenhængskraft’, uden en hvis ’platform’ samfundets medlemmer deler, er der intet samfund. Et helt basal forhold som fx skattebetaling forudsætter en minimal identificering eller solidaritet samfundsmedlemmerne imellem. Desuden er modernitetens flydende identiteter også ophav til problemer som fremmedgørelse og nihilisme - løsningen af hvilke meget vel kan ligge i en fællesskabsfølelse.

Trods indsigterne forudsætter begge idealtyper den problematiske præmis om Den Suveræne Kultur:

Netop fordi ingen kultur kan fastholdes som det suveræne normative fundament uden at forfalde til dogmatik, er monokulturen undertrykkende. Ethvert forsøg på at tilbageføre samfundet til en monokultur – at pådutte borgerne fastlåste identiteter – er og bliver undertrykkende.

Multikulturalismen opererer med samme grundlæggende dogmatik, idet den blot tillægger pluraliteten af kulturer og identiteter en værdi i sig selv. I stedet for at helliggøre samfundets ’identitet’, helliggøres forskellighederne.

Ofte høres argumentet imod denne indvending, at konkrete systemer af værdi immervæk opstår i konkrete kulturelle fællesskaber. Men dette har intet med indvendingen at gøre; problemet er, at væridernes eventuelle oprindelse i et fællesskab ikke gør værdierne suveræne. Selve idéen om det absolutte fundament, hvorfra fornuften lyser, og under hvilket alt må indrette sig, kan ikke opretholdes i en verden, hvis principper – principielt – er til debat (undskyld udtrykket…).

Begge idealtyper lukker med deres idé om det suveræne fundament af for den kritiske sans, der som bekendt er altafgørende for fornuften. Monokulturalisten er blind for sin egen undertrykkende praksis, og multikulturalisten tillader sig ikke at kritisere ’det anderledes’ eller tage reelle kulturelle konflikter og identitetskriser opstået på baggrund af pluralismen seriøst samt overveje, om disse kan løses via en samfundsstruktur med sammenhængskraft.

Heldigvis har vi ikke at gøre med et enten-eller: Multi- eller mono. Der er ingen vej uden om at finde en livsform, der kan rumme en pluralitet af identiteter og kulturer, men fastholde en identisk ’base’, som disse kan trives under – ellers er der som sagt intet samfund, blot ’clashes of civilizations’ eller regulær værdirelativisme.

Den gyldne middelvej er en identitet-i-differens: Anerkendelsen af en nødvendig enhedskultur, der først og fremmest må bestemmes formelt – dvs. kunne indeholde et væld af pluraliteter ved at defineres som abstrakte procedurer og regler, hvis bestemmelser underlægges af en vedvarende kritisk debat. Den åbne og kritiske debatkultur bliver så at sige det ’grundlæggende’ formelle princip, om end heller ikke det må helliggøres og gøres til et mål i sig selv. (Diskursteorier a la Habermas begår typisk denne fejl)

Selv en sådan formel bestemt enhedskultur påstås i postmoderne kredse at være potentielt undertrykkende. Hertil må man pointere, at det netop en forudsætning for pluralismens mulighed, at der er ’enhedskulturelle’ regler – fx formelle demokratiske procedurer, primært retsstatslige principper. Abstrakte rettigheder, der betinger eksistensen af flere kulturer side om side, findes ikke uafhængigt af, at medmennesker tillægger dem hinanden: De må institutionaliseres og opretholdes i et politisk fællesskab. Den art enhedskultur, der må forsvares, er altså ikke en stor indholdsbestemt værdibase, vi alle skal sværge os ind under – Den Store Fortælling er og bliver død. (Derfor er monokulturalisterne også ude i ikke bare et undertrykkende, men et utopisk ærinde, når de tror, de kan opretholde et samfund uden at muliggøre pluralismen).


Sat på kort form: Multikultur og enhedskultur er ikke modsætninger i det moderne samfund, men hinandens mulighedsbetingelser.